Ser du lyset bag om skyggen?
Forår. Åh, du skønne. Så fuld af liv. Lys. Lethed. Og optimisme. Forår med mildhed, der opløser vinterens knuder. Solsortens livfulde morgensang i samklang med lyset, der langsomt vender tilbage. Den første anemone i skovbunden. Duften af nyslået græs.
I år er foråret imidlertid forandret. Hvor der skulle være lys og liv og lethed, er der nu sygdom – og død – i Coronaens lange skygger. Her er ingen selfies under blomstrende, japanske kirsebærtræer. Ingen missen mod solen siddende på en caféstol en tidlig eftermiddag efter arbejde. Alt er gået i stå, og forventning afløst af afmagt. Det forår, vi skulle være en del af, lever nu videre omkring os. Og skulle vi driste os til en gåtur med vores nærmeste, er det med afstand til forbipasserende. Et skævt smil fra nogle. Skulende blikke fra andre.
Hvornår vil dette ende?
Coronaen. En uønsket gæst, der kommer forbi og vender vrangen ud på livet, som vi kender det. Tager fra os. Som Døden, der kom forbi og med et fingerknips forvandlede foråret i min mave til bidende isvinter. Tog mit barn og satte livet i stå, bedst som det skulle til at begynde.
For mig er de to tider forskudt. Tabet i maven. Og nu Coronaen. For dig finder det måske sted lige nu. Samtidig. Og forstærker hinanden. Måske er det længe siden, du har mistet – men mærker, at det hele vender tilbage nu, hvor verden igen ikke tager sig ud som ventet, og du sidder isoleret i dit hjem.
Jeg forsøger i denne tid at minde mig selv om de gaver, der ofte ligger (godt gemt) i vores kriser. Jeg skriver om det i min bog ”Sorg, mit barn – om at miste et ufødt barn” – om de gaver, Døden også kom med, da vi mistede vores lille Smilla.
Jeg siger på ingen måde, at det er en gave at miste et barn eller at blive ramt af Coronaen fysisk, psykisk, økonomisk, socialt. Jeg forsøger ikke at negligere sorgen, angsten, savnet, magtesløsheden, bekymringen og alle de andre mørke følelser, der kan dukke op fra de dybeste afkroge af vores sind midt i en krise. Jeg har hilst på de fleste i mig selv. Lyttet til dem og sagt tak for besøget, og så har jeg igen kæmpet mig tilbage til lyset. For jeg indså, at her var meget rarere at være. Jeg kunne ikke få mit barn tilbage eller ændre, hvad der var sket. Men jeg kunne vælge, hvordan jeg ville leve videre med det.
Der er nogle ting, vi kan ændre, og der er nogle ting, vi ikke kan ændre. Og som ”Sindsrobønnen” siger, gælder det om at have visdommen til at kende forskel. Og modet til at sætte ind lige præcis der, hvor du KAN gøre noget.
Coronaen er trådt ind i vores liv dette forår og blokerer for lyset. Vi skutter os i dens lange skygger, skuler og bider tænderne sammen. Bliver hjemme. Jeg genkender skyggerne – fra dengang, vi mistede Smilla. Jeg gemte mig i dem, isolerede mig og skærmede mig fra omverdenen. Ikke fordi, der var en virus ”derude”. Ikke fordi jeg udviste samfundssind. Men fordi Døden kom forbi og gjorde verden utryg, utilregnelig og uigenkendelig.
Akkurat som nu.
Det, jeg minder mig selv om i denne tid, er ikke at overgive mig til mørket og alle de tunge følelser, der kan dukke op. For selvom det ser mørkt ud, så er lyset lige bag ved. Som solen bag ved skyen. Og det er op til os selv at vælge, hvad vi vil give vores opmærksomhed. Det vi kan ændre, eller det vi ikke kan ændre…
Når vi står blottede i krisens skygge, har vi en unik chance for at få øje på os selv. Alt det, der giver vores liv mening og værdi. Alt det, vi har at være taknemlige for. I krisen har vi chancen for at lære os selv at kende på ny. Og når skyen driver videre, for det gør den på et tidspunkt, så vil vi se os selv i et helt nyt lys. Og har vi turdet kigge os selv i øjnene og mærke både lyset og mørket, valgt til og fra, så vil vi måske opleve at være i stand til at træde ud i verden på ny som mere bevidste mennesker, der bidrager med endnu mere lys og kærlighed. Til verden. Til vores nærmeste. Og til os selv.
Hvis du har lyst og overskud, er her en række spørgsmål til inspiration:
- Hvem/hvad er du taknemlig for i dit liv?
- Hvem/hvad savner du?
- Hvem/hvad giver dit liv værdi?
- Hvem/hvad hepper på dig?
- Hvem/hvad suger din energi?
- Hvilke egenskaber og karaktertræk har de mennesker, du holder allermest af?
- Hvem/hvad nærer dig?
- Hvordan taler du til dig selv?
- Hvilke gode ting gør du for dig selv?
- Hvad får dig til at grine helt ned i maven?
- Hvornår har du sidst gjort noget unyttigt?
- Hvornår har du sidst gjort noget godt for dig selv?
- Hvordan ville dit liv se ud, hvis du kunne få det, lige som du ønskede?
- Hvem/hvad har kontrollen i dit liv?
- Hvad giver krisen dig, som du kan tage med videre ud og gøre godt i verden med?
- Hvad bidrager du med?
Med ønsket om, at du må finde dit lys.
Lisa
Dette blogindlæg er skrevet af Lisa Meisner Kofoed.
Englemor – og forfatter til bogen ”Sorg, mit barn – om at miste et ufødt barn” (Turbine 2019)
