Lisa Meisner
Telefon: 41 91 88 07
Mail: lisa@meisner.nu

 

   

Kort om mig

Jeg kan skrive. Formidle. Fortælle. Forfatte.

Ord er magiske. Mit hjerte hjerte banker i en helt særlig rytme, når jeg arbejder med ord. Mine egne og andres. At forme, frisere og fuldende. At finde de smukke, de grimme og de skæve – og sætte dem sammen i nye konstellationer. At mikse en stringent tango med en æstetisk vals og se budskaber træde frem i nye klæder.

Allerede som ganske lille drømte jeg om at blive forfatter. Jeg skrev små digte i hjemmelavede bøger lavet af papir, jeg havde klipset sammen. Jeg var ikke ret stor, da jeg gik ind på skolens bibliotek, placerede min fregnede næsetip på kanten af skranken og spurgte efter bøger, der kunne fortælle mig, hvordan jeg kunne blive forfatter.

“Gå du hjem og skriv en masse og læs en masse”, sagde bibliotekaren med de tunge hornbriller. Han hed Åge. 

Så det gjorde jeg – og har gjort det lige siden.

I 2002 blev jeg cand. mag. i dansk og virksomhedskommunikation, og har siden 2002 arbejdet som tekstforfatter, kommunikationskonsulent og webredaktør.

Bogen “Sorg, mit barn – om at miste et ufødt barn” (Turbine, 2019) er min debut som forfatter.